Landlæge i Ejby – ca 1942.

Trafikulykke !

En søndag eftermiddag med dejligt solskin blev jeg kaldt til et ulykkestilfælde på Vittenbjergbakken ved Spanager lige syd for Ejby. Dengang gik vejen gennem Ejby og op over Vittenbjergbakken, der var ret stejl, og især på den nordlige side.
Det var her, at et hestekøretøj med to familier fra Havdrup var væltet på vej ned ad bakken.

Lægen tilkaldes.

Jeg var hurtigt derude. Vognen og hestene var ikke kommet noget til; men de 4 personer havde fået en her del knubs og adskillige sår og grimme flænger rundtomkring. Jeg foreslog familierne, at jeg lagde nogle foreløbige forbindinger, og at de derefter kunne blive syet sammen på Køge Sygehus; men det ville de meget nødigt, og de spurgte mig, om jeg ikke selv kunne klare det. Dengang forventede folk på landet, at deres læge selv kunne klare langt de fleste ting. Alle landboere regnede med at lægen kunne trække tænder ud. Ja, man bedømte ligefrem en læges dygtighed efter, om han var god til tandudtrækning. I lægers uddannelse var der ikke en eneste times undervisning deri !

Kirurgen arbejder.

Nå, – nu lå landet sådan, at jeg altid kørte rundt med en hel del forbindstoffer og sterile instrumenter og tråde i bilen, så jeg besluttede at tage fat på stedet, da der ingen huse var lige i nærheden. Jeg satte mig på den ene side af grøften ved foden af bakken og anbragte de tilskadekomne på den anden side, og så lagde jeg sterile stykker ud i græsset ved siden af. Derefter rensede jeg sårene og tog så fat på at sy sammen. Det tog lidt tid, men de forulykkede havdruppere var flinke og tålmodige, og til sidst blev jeg færdig og fik forbundet alle skrammerne. De to familier kunne så køre direkte hjem, og jeg hørte senere, at alle sårene var blevet lægt hurtigt og uden betændelse, og at arrene så pæne ud.

Belønningen.

Ved næste lægeskift fik jeg belønning for mit kirurgiske arbejde i grøftekanten. Adskillige familier i Havdrup skiftede over til at blive mine patienter.

Fra “Ung læge på Køge-egnen under krigen”
lægen hedder Aage Lørring.

Udgivet i Generelt, Velfærdsstaten 1915 - 2000 og tagget .