(nedenstående brev fra Ludwig til Lars læses på bredt midtsjællandsk)

TILSIGELSE

Sognerådsmedlemmer i Ejby-Nørre Dalby kommune bliver ikke udpantet, når de står i restance med skatten.

Jeg kan tænke mig, du bliver lidt konsterneret, som man siger, når du får brev fra mig, La’s. Jeg har jo aldrig hørt til de meget skrivendes. — Men ded var denne hersens skatten. Nu må du inte tro, jeg tillægger ded nogen betydning. Vi går jo inte og flår hverandre her i sovnet, og det ligner jo heller inte noget at ligne for meget. Ded ville heller inte ligne os. Ded hele er jo så’n mere symbolsk. Vi ska’ inte ha´ for meget af det dævelskav, og ded er da heller alder slået rejdi igennem. Men i embedshavelse og medfør som Hans Majestæt kongens foged, så står man jo udadtil på ded standpunkt, at lov er lov, og lov skal holdes — indenfor en vis rimelighed — naturlig og uden at vi sidder og sætter lårene af vos. Du står for 37 kroner og 13 ører, La’s. Og nu kommer vi så til saven. Forleden siger ham assistenten på kommynekontoret —han er jo så’n lidt hidsig og tjenstivrig i’t — og han siger — han siger: Nu må vi en af davene ha’ La’s til at slippe en tier ! Må vi ded, svarer jeg så, hvordan sku’ ded gå til? Jo, farer han frem, du må gå yd og pant’ ham Ludwig.
Ska’ jeg gå yd og pant’ La’s svarer jeg så igen, så må du da være rent tovlig. Du ved da lisså godt som jeg, at La’s sidder i sovnerådet. Det ville jo være det samme som at sætte sig op mod øvrigheden, hvad skrevet står man ikke må. Desyden har de jo så’n underhånden vedtaget, at den slags anmasenhed bryder sovnerødderne sig inte om og vil meget nødigt have sig frabedt. Men han blev ved. Ludvi, sagde han, du må skrive hans piano. Ska’ jeg skrive La’ses piano — alder —så sku’ jeg da før skrive orglet henne i kirken. Det ka’ heller ikke la’ sig gøre. La’ses den yngste, Grethe, hun ska’ øve sig på “Donaubølger”, som hun ska’ spille for os efter generalforsamlingen i mejeriet. Jeg skriver inte noget, Hansen, sagde jeg. Jeg siger som kejser Nero: Gid jeg ikke kunne skrive. Men mellem os, La’s. Man vil altså tvinge dig til fortvivlelsens selvhjælp. Man vil partout ha’ dig til at gå hen i Sparekassen og ta’ en seddel yd. Og ded er du jo inte forgrint ved: Men — som embedsmand så be’r jeg dig: Gør ‘t, La’s. For en gangs skyld —- det behøver jo inte blive en vane.
Ludvig.
Pantefoged