Tag på påsketur i Skovhusvænge

Tag på påsketur i Skovhusvænge

6. april 2020 Slået fra Af Egon Toft

KOM I GODT HUMØR I PÅSKEN !

Når det er Påske skal man gå tur i Skovhus Vænge.

Anemonerne blomstrer ualmindelig flot og de præger skoven fra ende til anden.

“Dagen er så fuld af anemoner – fuglefløjt og farvespil i lyse kroner.”                                          (Sebastian).

Gå turen imellem de tre broer over Køge Å og oplev hvordan skoven bliver grøn fra bunden og opad.

Skovhus Vænge er vores skov, – og af mange grunde. Skoven indeholder mange oplevelser, – og specielt for vores børn !

Ejby Kirke er som den eneste i Danmark, og nok også den eneste i verden, bygget af sjældne grønsandsten. Jeg har hørt, at nogle få grønsandsten har fundet vej til Allerslev Kirke; men det er nok bare et rygte.

En oplagt grund er altså, at Ejby Kirke engang lå begravet her i skoven, som byggematerialer.

På nordsiden af den tredje bro, den længst mod øst, består bredden og skråningen af en veritabel “pukkelpiste”. Gå over broen og mod venstre. De små bakker går op og ned i hurtig rækkefølge, og de er perfekte til udfordrende løbetræning og mountain bike.   Bakkerne er overskudsjord og dalene er udgravninger, hvor man for 850 år siden brød grønsandsten til bygningen af Ejby Kirke.

Man kan spekulere over, hvordan de dog bar sig ad, og hvordan de mon transporterede stenene de 5-6 km til byggepladsen. Blev de båret på ryggen, kørt på datidens vogne eller fragtet ad Køge Å ud til Spanager og så sejlet videre over Ejby Sø ?